Nye pensionærer

Nye pensionærer er velkomne, så længe der er plads på foldene. For at få plads på til din hest skal du skrive en mail til:    pernille@hyggehest.dk.

Inden vi laver en aftale mødes vi altid med nye pensionærer, så vi kan sikre os, at de passer ind på stedet og med de øvrige pensionærer. Før nye pensionærer ankommer laver vi en aftale om hvordan den nye hest bedst muligt modtages, på hvilken fold den skal gå og hvordan modtagelsen overvåges.
Nye pensionærer har ansvaret for at have opsyn med hestene, når deres heste introduceres på en fold. De øvrige hesteejere på den berørte fold bliver, så vidt det er muligt, informeret i forvejen, når nye heste introduceres på folden.

I den første tid efter nye heste er ankommet, skal der holdes ekstra øje med hestene. Eventuelle problemer skal meldes til os.

Parthavere

Mange hesteejere laver aftaler med parthavere om at ride deres heste, og det er vi kun glade for. Det er vigtigt at hestene bliver rørt, og vi er glade for at der kommer hesteglade mennesker på gården.

Hesteejerne har ansvaret for at sikre, at deres parthavere er informeret om stedets regler. Derudover vil vi rigtig gerne informeres om hvem der har part på hvilke heste, så vi kan følge med i hvem der kommer og går på stedet.

Parthaverne er velkomne til at deltage i alle arrangementer, staldmøder og ture, og kan som alle andre komme med forslag og ideer. De er naturligvis også velkomne til at deltage når vi holder arbejdsdag eller laver projekter til at forbedre stedet.

Hvis parthavere ønsker eget skab i stalden eller skuffe i rytterstuen så kontakt os. Hvis vi har ledige skabe kan det nogle gange lade sig gøre, selvom stedets skabe normalt er forbeholdt hesteejerne. Men vi kan desværre ikke garantere at det altid er muligt.

Staldmøder

Vi afholder jævnligt staldmøder, hvor både pensionærer og parthavere er meget velkomne. På staldmøder er der mulighed for at få hilst på os, at få sludret med andre ryttere og eventuelt sige goddag til nye ansigter.

På staldmøderne informerer vi om projekter på stedet, kommende arrangementer og lignende. Alle deltagere er velkomne til at komme med forslag og ideer til emner, som vi kan tage op.

Opsigelse

Alle pensionærer er velkommen til når som helst at flytte deres hest til et andet sted, hvis de får behov for det. Regler omkring syge heste i karantæne skal dog overholdes.

I forhold til betaling kan opsigelse ske til udgangen af den efterfølgende måned.

Hvis en pensionær ikke følger reglerne på stedet eller skaber ufred, kan pensionsaftalen opsiges af os med 14 dages varsel til udgangen af en måned. Det samme gælder, hvis en hest efter gentagende forsøg ikke kan trives med stedets øvrige heste eller er til fare for mennesker eller dyr.